Det Sorte Indien

Kapitel V

Familien Ford.

Ti Minutter senere naaede den unge Minør og hans Ledsager en saakaldt „Lysning”, hvis man med dette Navn kan betegne en uhyre stor og rummelig Hule, der modtog et yderst sparsomt Lys gennem en anden forhenværende Skakt, den samme forresten, der tilførte Dochart Gruben sin Luftfornyelse.

Det var paa dette Sted, som altsaa ikke helt var udelukket fra Lys og Luft, at Simon Ford og hans Familie havde slaaet sig ned, og det var her, at de havde opført deres saakaldte „Cottage”.

Sparsommelig og nøjsom, som Simon Ford havde været hele sit Liv, var det lykkedes ham at lægge saa meget til Side, at han godt kunde have bygget sig et lille Hus paa Jordens Overflade; men han foretrak nu en Gang at forblive i sin Grube, som han havde kendt og elsket, saa langt tilbage han kunde huske.

Simon Ford nedstammede fra en gammel Bjergmandsfamilie, der havde arbejdet i Minerne fra den allerførste Tid, man overhovedet begyndte at beskæftige sig med mineralske Rigdomme i Skotland. Han var en kraftig, velvoksen Mand, som ingenlunde følte sig trykket af sine 60 Aar. Dygtig og utrættelig som han var, havde han allerede i 30 Aars Alderen svunget sig op til Overstiger i Dochart Gruben, den betydeligste Grube i hele Aberfoyle Distriktet. Den eneste Bekymring, som af og til nagede ham, var Tanken om at hans elskede Mine muligvis en Gang kunde blive udtømt. Ingen var ivrigere end han efter at komme nye Aarer paa Spor, og det lykkedes ham virkelig ogsaa flere Gange, takket være hans usvigelige Bjergmandsinstinkt. James Starr havde altid taget ham med naar det gjaldt Nyopdagelser, det var som om han sporede Kulaarerne i Jordens Indre paa samme Maade, som Hydroskopet vejrer Kilderne i Dybet.

Dog kom der jo, trods alle Anstrengelser, en Tid hvor ingen nok saa fin Sporsands, var i Stand til at fremskaffe nye Aarer. Alt var udtømt, Bedriften gik ind og Bjergværksfolkene forsvandt.

Det gik de fleste af Folkene nær til Hjerte, da Minerne blev lukket. Underligt nok, forsaavidt som deres Arbejde baade var farefuldt og besværligt og som Helhed kun lønnede sig middelmaadigt. Dog ingen følte det som Simon Ford; med tusinde Baand var han knyttet til den Grube, i hvilken han havde boet siden han blev født, og som han ikke agtede at forlade før ved sin Død. Sønnen Harry besørgede alle Indkøb til den underjordiske Husholdning og hvad Simon selv angik, havde han vel næppe forladt Minen en halv Snes Gange i de forløbne ti Aar.

„Gaa derop, ih, hvad skulde jeg dog der,” plejede han at sige, „nej, saa har jeg det da meget bedre hernede, hvor man ikke uafladelig er udsat for Vejrets mangehaande Omskiftelser.”

Det eneste han for Alvor længtes efter, var det regelmæssige Arbejde fra gamle Dage, og det pinte ham ofte, at han ikke som forhen? fik Brug for sine legemlige Kræfter. En fiks Idé havde den brave Simon, og det var Tanken om de nye Aarer, som maatte og skulde findes i Aberfoyle, og intet krænkede ham mere, end hvis nogen i hans Nærværelse vovede at betvivle, at de gamle Miner en Dag vilde opstaa med fornyet Glans.

Simon Ford havde en udmærket Støtte i sin Hustru, den store og kraftige „Madge”. Tanken om at forlade Gruben var intet Øjeblik faldet hende ind, og hun opmuntrede efter bedste Evne sin Mand og talte saa varmt og forstaaende om Grubens gyldne Fremtid, at det ordentligt varmede hans gamle Hjerte.

„Aberfoyle sover kun”, plejede hun at sige, „vent ”blot taalmodig og Du vil faa at se.”

Simon Ford, der ventede sin Gæst udenfor Huset, gik de Kommende i Møde, saasnart han saa Lyset fra Harrys Lygte.

„Velkommen, Hr. Ingeniør,” raabte han med en Stemme, der rungede igennem den mægtige Hvælvning, „hjertelig velkommen hos den gamle Overstiger.”

„Tak, Simon, hvordan staar det ellers til,” svarede James Starr og trykkede sin Værts Haand.

„Saa slideligt, Hr. Ingeniør. Hvorledes skulde det vel være anderledes her, fjernt fra Vejrets talrige Omskiftelser. Jeg fatter blot ikke, at alle de Taaber, som tilbringer Sommermaanederne i en evig Blæst i Porto-Bello eller Newhaven, ikke langt hellere tager sig en Tur herned, ”hvor man aldrig skaffer sig nogen Art af Forkølelser paa Halsen.”

„Der kan være noget om det, Simon,” svarede James Starr, fornøjet over at træffe den gamle Overstiger uforandret, „egentlig burde jeg, naar alt kom til alt, ombytte min Bolig i Canongate, med et lille Hus her i Nærheden af Eders. Men hvorledes har Deres Kone det?”

„Tak, om mulig endnu bedre end jeg,” svarede Simon Ford, „hun glæder sig grumme meget til at se Dem Hr. Ingeniør, og jeg tør nok sige, at hun har en god Frokost i Beredskab til Dem.”

„Tak, Tak som byder, Simon,” svarede James Starr, hvem Tanken om et godt Frokostbord ingenlunde var ubehagelig.

„Jeg haaber De er sulten, Hr. Ingeniør?”

„Som en Ulv! Rejsen i Forbindelse med det daarlige Vejr har givet mig en glimrende Appetit, kan jeg mærke.”

„Aa, haa, det regnede og blæste vel sagtens deroppe,” sagde Simon og saa medlidende paa James Starr.

„Akkurat, gamle Ven, og det er næppe bedre for Øjeblikket.”

„Nu vel, Hr. James, ser De hernede hos mig hverken blæser eller regner det nogensinde; men det er sandt, Dem behøver jeg jo ikke at gøre opmærksom paa Fordelene ved mit underjordiske Liv. Naa, her har vi „Cottagen”. Endnu en Gang, hjertelig Velkommen.”

Simon Ford lod Ingeniøren træde først ind. Bordet stod festlig dækket i den store Stue, som optog ”Størsteparten af Husets Indre.

„Goddag, Madge,” sagde James Starr.

„Goddag, Hr. Starr,” svarede den brave Kone og gik den Indtrædende i Møde.

„Det glæder mig at se Dem igen, Madge.”

„I lige Maade, Hr. Starr. Det gør altid godt at gense gamle Venner.”

„Suppen staar paa Bordet,” faldt Simon hende i Talen, „og vi maa ikke lade Hr. Starr vente. ”Han siger, at han bringer en ægte Bjergmandsappetit med sig, og det staar nu til os, at vise at vor Søn ikke lader os suge paa Labben hernede i Dybet. Det er sandt Harry,” sagde han henvendt til Sønnen, „jeg skal forresten hilse Dig fra Jack Ryan, han var hernede for lidt siden for at besøge Dig.”

„Jeg ved det nok, Fader, vi mødte ham i Yarow Skakten.”

„Han er en god og fornøjelig Fyr, den Jack,” sagde Simon, „kun forekommer det mig, at Livet deroppe passer ham for godt. Han har ikke det rigtige Bjergmandsblod i Aarene og faar det heller aldrig. Men nu tilbords Hr. Starr og lad os tage dygtigt for os ad Retterne, det er ikke godt at vide, hvor snart vi igen faar noget at spise.”

James Starr tøvede et Øjeblik inden han tog Plads; det saa ud, som om han ikke rigtig vidste, hvorvidt han skulde tale eller ikke. Saa sagde han henvendt til sin Vært.

„Vil det være Dem en Glæde, hvis jeg har rigtig god Appetit til Maden, Simon?”

„Det vil det, Herre.”

„Saa besvar mig to Spørgsmaal ærligt og oprigtigt.”

„Spørg blot, Hr. Starr.”

„De lovede mig i Deres Brev en interessant Meddelelse.”

„Den skal De ogsaa faa,”

„Interessant for Dem?”

„For Dem og for mig, Hr. Ingeniør, men jeg vil helst komme frem med den paa rette tid og Sted.”

„Simon,” vedblev Ingeniøren, „se mig lige ind i Øjnene. Saadan. En interessant Meddelelse, siger De. Virkelig Interessant? Godt, jeg spørger ikke mere,” vedblev han, som om han allerede havde læst det ønskede Svar i den gamles Øjne.

„Og det andet Spørgsmaal?”

„Om De kan tænke Dem, hvem der har skrevet dette?” svarede James Starr og rakte ham det anonyme Brev.

Da den gamle havde læst det, rakte han det til sin Søn.

„Kender Du den Haandskrift?” spurgte han.

„Nej Fader.”

„Og det var ogsaa stemplet Aberfoyle?” vedblev Simon.

„Ganske som Deres,” svarede James Starr.

„Hvad mener Du om det, Harry?”

„At en eller anden har haft Interesse af at forhindre Hr. Starr i at komme herned.”

„Men hvem kan det være,” raabte den gamle ivrigt, „hvem i al Verden kender mine Planer og ønsker at krydse dem?”

Simon Ford hensank i dybe Grublerier og glemte ganske sine Omgivelser, indtil Madge slog ham paa Skulderen og sagde: „Maden er færdig og Suppen bliver kold, lille Fa'r. Lad os ikke ødelægge Stemningen med det kedsommelige Brev.”

De gik nu alle tilbords og lod Madges fortræffelige Suppe vederfares fuld Retfærdighed, derefter kom Turen til „Cockeleeky”, en Slags Hønseragout tilberedt med Løg og tilsidst til Festens Glanspunkt en „Haggis”, hvilket er en national Budding, tilberedt, af Kød og Bygmel, en Ret som Madge, efter Simons Mening, var en Mester i at lave.

Frokosten forløb paa bedste Maade, de var alle glade og fornøjede og havde hver især meget at berette, med Undtagelse af Harry, der endogsaa gentagne Gange rejste sig fra Bordet og gik udenfor. Historien med Stenen havde aabenbart foruroliget ham, og naar nu dertil kom det hemmelighedsfulde Brev, var det intet Under, at han ønskede at holde et vaagent Øje med Huset og dets nærmeste Omgivelser. .

Under en af disse Fraværelser sagde James Starr:

„Hvad er det dog for en brav og udmærket Søn I har, kære Venner!”

„Javel, Hr. Starr, en god og taknemlig Knøs det er han,” svarede den gamle Overstiger.

„Befinder han sig nu ogsaa vel ved at bo saa langt hernede under Jorden?”

„Ja, det skulde jeg mene, han vilde saamænd ikke herfra for nogen Pris.

„Men hvad om han nu en Gang faar i Sinde at gifte sig?”

„Harry gifte sig,” gentog Simon og brast i Latter, „nej, nej, det vilde være utænkeligt. Skulde han maaske tage en Pige deroppe fra, som er vant til Sus og Dus og deslige. Nej, saadan en vilde aldrig finde sig tilrette hernede hos os, Herre, og hun vilde desuden efter kort Tids Forløb længes tilbage til sin Klan, nej, det kunde aldrig falde Harry ind.”

„Men Du kan da ikke forlange, at Harry aldrig skal gifte sig,” afbrød Madge ham.

„Jeg forlanger slet ingen Ting,” svarede den gamle Bjergmand, „det er jo desuden slet ikke noget som foreligger. Hvem ved om vi ikke finder en Kone til ham i ..... ”

I det samme traadte Harry ind og Simon tav stille.

Da Maaltidet var til Ende tændte de tre Mænd deres Piber og satte sig paa en lille Bænk udenfor Huset.

„Hvis det passer Dem at aabenbare Hemmeligheden nu, Simon,” sagde James Starr, „saa er jeg lutter Øre.”

„Det er ikke Deres Ører det gælder i Øjeblikket, Hr. Starr, det er Deres Ben. Føler De Dem udhvilet ?”

„Fuldkommen. Jeg er 'parat til at følge Dem, hvorhen det saa skal være.”

„Harry,” sagde Simon til Sønnen, „vil Du være saa god at tænde Sikkerhedslampen?”

„Hvorfor dog det, vi behøver da ingen Sikkerhedslampe her,” raabte James Starr forbavset.

„Man kan aldrig være for forsigtig, Hr. Ingeniør,” svarede den Gamle med et lunt Blink i Øjet.

„Godt,” sagde Ingeniøren, „men skal vi saa ikke ogsaa hellere tage Bjergværkstøj paa med det samme, Simon?”

„Endnu ikke, Hr. Starr, endnu ikke.”

Harry traadte nu ud af Huset med tre Lamper, af hvilke han gav Ingeniøren den ene, sin Fader den anden og selv beholdt den tredie. I den ene Haand holdt han en svær Knortekæp.

„Nu fremad,” raabte den gamle, idet han forsynede sig med en vældig spidshakke, der stod udenfor Døren.

„Ja, fremad,” gentog Ingeniøren. Paa Gensyn, Madge,”

„Paa Gensyn, Herre og Gud være med Dem,” svarede den gamle Højlænderinde.

„Glem nu ikke at have noget Mad parat til vi kommer tilbage,” raabte Simon og nikkede venligt til Afsked, „jeg tænker vi bliver sultne til den Tid og kommer til at gøre Ære af dit Aftensbord.”


[prev] [up] [next]


JV.Gilead.org.il
Copyright © Zvi Har’El
$Date: 2007/12/27 09:26:57 $